Archived copy of http://www.chatnet.dk:80/danmark/historie.html as of 1999-10-09 · original content, not edited · ChatNet Old Stuff




















Dec. 1996 - Dec. 1997.
af Xone, grundlægger af #Danmark ChatNet.

Historien
Det var i det herrens år anno 1996 hvor en lille gruppe danskere startede en dansk channel på ChatNet, #Danmark. Men #Danmarks historie begynder ikke på ChatNet, men på en dansk IRC server som DanBBS havde stillet til rådighed. Serveren var lige blivet opsat, så der var ikke ret mange mennesker der, og dette er dog også en af de største grunde til at #Danmark blev flyttet til ChatNet. Men tilbage til den danske server, hvor den Københavnske gymnasieelev og den Sydsjællanske HTX-elev, Martin18 og Xone, mødtes. De mødtes der aften efter aften, for at drøfte alt mellem himmel og jord. En uges tid efter at alt dette var sket, kom der en fynbo til, som ligesom Martin18 også viste sig at være gymnasieelev. Han gik under navnet Dennis (kendes som Viol8r i dag), og han blev, ligesom os andre, også bidt af at sidde og diskutere verdensituationen til klokken 4-5 stykker om morgenen.
Martin18 og Xone fandt hurtigt ud af at serveren var rimelig tom for mennesker, og besluttede derfor de at flytte til ChatNet, som Xone havde stiftet kort bekendtskab med før, og mente var et rimeligt godt net. #Danmark ChatNet blev stiftet. De to spurte om Dennis ville flytte med, og han sagde ja, måske i frygt for at blive alene tilbage på den danske server.
Alt i alt to 'gymnasiebumser' og en 'Brian' (undertegnede) blev de grundlæggende sten, eller man kan vel tilbøjeligt sige de grundlæggende bits, til en dansk channel på ChatNet. For Martin18's vedkommende viste han ikke, på det tidspunkt, specielt meget om Nettet og slet ikke om IRC. Dennis var mere lært omkring Nettet, og ret ivrig i at lære IRC's mysterier og guldkorn. Den mest IRC-integrerede var vel Xone, som før ankomsten til DanBBS's server havde brugt en del tid på andre net og i udenlandske channels, og det var også ham som stod for channel registration hos CService, og begyndelsen til det der senere skulle blive en bot.
Formålet med #Danmark ChatNet blev rimeligt hurtigt lagt klar, det skulle være et godt alternativ til de andre #Danmark channels på andre net, og hovedvægten blev lagt i stramme regler og gode venskaber. Det første for at undgå at channelen skulle blive overendt af folk, hvis hensigt var at spolere humøret for andre, og for at dem som ønskede det kunne have det sjovt. Det sidste er vel selvsagt, fordi en channel ikke ville kunne køres, hvis der var interne stridigheder i ops-kredsen.
Xone blev udnævnt til officiel channel master, og var den ene grundlægger af #Danmark. Martin18 blev co-channel master, og var den anden grundlægger af #Danmark. Dennis blev hurtigt ops i #Danmark, da han var med næsten fra starten.

Alt dette var skete mellem jul og nytår i året 1996,og det var dengang 'Where men were men, and women were wanted'. Efter nytår kom den første pige så til, hun hed Mette, og blev hurtigt en af de faste ansigter i #Danmark. Det var nu de fire som man kan betegne som de første faste i #Danmark ChatNet, og 3 af dem er da også blevet hængende endnu.

Tiden gik, og der kom nye til, nogle gik igen uden at sige farvel, men heldigvis var der en del som blev hængende dag efter dag, aften efter aften, og nok allermest nat efter nat. #Danmark fik flere ops, og også flere besøgende. Dennis blev co-channel master.

Efter nogle måneder fik Xone sig en bot, XBot, som var en EggDrop bot der kørte på en Unix server han havde lejet sig ind på. XBot fungerede fint de måneder han kørte, for desværre gik Xone's shell provider falit, og #Danmark stod uden en bot. Xone fik dog lånt en bot af Msbehavin, som var en af hans gode venner, og nu havde #Danmark fået en bot igen, SheDevil, som stadig fungere i channelen.

Selvfølgelig er #Danmarks historie ikke pletfri. Vi har haft interne stridigheder i ops staben, som på et tidspunkt var så kraftige at Xone måtte lukke #Danmark for et stykke tid (dog kun et par dage). Vi er blevet kaldt for en gang magtsyge nørder (intet ondt ord om nørder ;-) anført af Xone, når vi har smidt folk ud af channelen pga. dårlig opførsel og ikke har indvillet i at give nogle ops. Problemerne har været mange, men på baggrund af #Danmark ChatNets principper og regler, samt et i bund og grund et godt samarbejde i ops-staben, har vi formået at klare os pænt igennem problemerne.

I efteråret 1997 blev der vendt op og ned på #Danmark ChatNets struktur. Xone trak sig som Channel Master på grund af personlige problemer, både på IRC og i det virkelige liv, og en start på Universitetet. Denne tilbagetrækkelse kom vel egentligt som et chock for de fleste, og der blev skrevet en del på DanmarkOps mailing listen om det. Efter Xone's beslutning tog Viol8r over, som han var den der havde været i #Danmark længst tid, da Martin18 var stoppet på grund af økonomiske problemer mht. telefonregningen, og DarkMoon (som dengang hed baal) blev co-channel master. Efter lidt over en måneds pause fra IRC, kom Xone tilbage i #Danmark og dets arbejde, denne gang som co-channel master.

På det sidste er #Danmark ChatNet vokset kolosalt, der er kommet rimeligt mange ops og der er nu 4 bots i channelen 24 timer i døgnet (K9, som er en CService bot; SheDevil, som er Msbehavins bot; Storm og Thunder som er Xone's bots. De tre sidste er udlånt af The Storm Chasers Staff, som er ChatNets Bot Service). Besøgstallene er også steget markant, i forhold til dengang hvor vi var 4 faste brugere, og samarbejdet ops imellem er derfor også steget. Især dette samarbejde har været en meget stor del af arbejdet i #Danmark ChatNet, som under overfladen er godt struktureret.

Kommentarer fra forfatteren
Et år er gået med mange både gode og dårlige ting i #Danmark ChatNet, men alt i alt syntes jeg, at vi kan være stolte af det, vi har formået på dette år. At bygge en channel op ud af ingenting, til at blive et rigtigt godt alternativ til de alt for store og uoverskuelige channels som man finder på andre Net. Og i denne anledning vil jeg godt sige tak til alle, der har givet en hånd med i arbejdet med channelen! Tak til Martin18 for hans vilje til at starte #Danmark ChatNet sammen med mig, og den tid vi havde sammen på IRC. Tak til Viol8r fordi han trådte til, da jeg slap #Danmark, og for hans formåen at bringe channelen videre i henhold til de fastlagte principper og regler. Tak til Mette fordi du blev hængene hos os nørder i starten, og for dit ops arbejde her.
Egentligt ville jeg gerne takke jer alle personligt med hvad I har gjort for #Danmark ChatNet, men det ville være en uoverkommelig opgave, så jeg har nøjes med at takke de 3 andre, som var med fra starten. Men tak DarkMoon, Msbehavin, Rina, DarkOne, b, Carlsberg, Horse, Pip, XY, Ziggy og Jed|, for jeres arbejde som ops i #Danmark ChatNet! Og tak til alle som bruger #Danmark ChatNet både dagligt og i mindre omfang.

Hvad vil fremtiden mon så bringe? Vi har et nyt år foran os, og forhåbentligt længere tid end det! Det er altid svært at spå om fremtiden, men jeg vil håbe, at #Danmark ChatNet vil vokse sig større og bedre, samt at vi må få ressourcer nok til at få en dansk IRC server på ChatNet og en webserver til vores homepage.
Må vi alle få et godt år i #Danmark ChatNet... og også ude i det virkelige liv ;-)

Xone